De her 5 (gode) film skal du se

Jeg lavede et lignede indlæg af dette for nogle uger tilbage. Det var bare 5 ‘dårlige’ film – du kan se, hvilke fem film der drejer sig om lige her. Nu tænkte jeg, at jeg ville dele fem gode film, der er din tid værd at se. Der er nemlig mange gode film derude, og der kommer hele tiden nye til. Jeg var bl.a. i biografen i går med Damernes Biografklub, hvor vi så ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’. Og den vil jeg faktisk også komme med en anbefaling af i dag. Så here we go.

FANTASTISKE SKABNINGER OG HVOR DE FINDES
Fantastiske Skabninger og hvor de findes blog anmeldelse
Kan ses i biografen lige nu – IMDB 7,9
Denne film er en slags pre-film til Harry Potter Universet. Den foregår i New York, 1926, hvor vores hovedperson Newt Scamander ankommer fra England med en kuffert fuld af…. Og så vil jeg faktisk ikke fortælle så meget mere om plottet. Ikke mindst fordi den går i biografen lige nu, og jeg ikke vil lave nogle spoilers. Jeg kan til gengæld fortælle, at den er utrolig smuk, og jeg var betaget alle de to timer den tager. Vi så den i 2D, men den kører også i 3D og der tror jeg faktisk, at den virkelig også vil være god. Jeg lagde i hvert fald mærke til flere effekter, hvor det var tydeligt, at det var tiltænkt 3D. Samtidig har jeg det lidt ambivalent med 3D-film. Det kan give gode effekter, men jeg er faktisk ikke så god til det. Eller min øjne er ikke. Jeg kan godt få lidt ondt i hovedet. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg anstrenger mine øjne mere eller om det er indbildning. Men jeg er sikker på, at den vil give nogle andre oplevelser i 3D, og kunne faktisk godt finde på at se den en gang til bare med 3D. Den har i øvrigt nogle referencer til Harry Potter tiden, men den står helt klart alene, og har sine egne historier at fortælle. Og den er bestemt en tur værd i bio og se. Den er dog også den eneste af film på listen i dag, der er mere ‘let-fordøjelig’. Det er sådan en film, hvor du ikke skal fundere særlig meget undervejs, og det er ikke fordi den efterlader de store filosofiske tanker efterfølgende. Men den er utrolig finurlig, fin, sjov og kan du lide det magiske univers, vil du også elske denne film.

THE ROADthe-road-Kan ses på Netflix – IMDB: 7,3
Jeg ved ikke hvordan, men på vej hjem fra biografen i går, kom Jeanett og jeg til at snakke om denne film. Vi snakkede vist mest om gode film i det hele taget, og der bragte jeg denne på banen. Det er efterhånden en lidt ældre film (2009), men den holder aldrig op med at være god eller aktuel. Scenen er en post-apokalyptisk verden, hvor det er the survival of the fittest. Vi følger en far (Viggo Mortensen) og hans søn (Kodi Smit-McPhee) på deres rejse i denne menneskeforladte verden. Det lyder måske umiddelbart lidt monotomt, men det er en utrolig smuk og også barsk film, der efterlader mig med en masse tanker omkring samfundet som det er i dag, og hvordan vi mennesker opfører os overfor hinanden. Det er altså ikke en feel-good movie (og ej eller letfordøjelig), men ser vi også også så mange af dem i forvejen? Nogle gange er det grå også det smukke. 

KON-TIKIkontiki
Kan ses på Netflix – IMDB 7,2
Denne film er utrolig smuk rent visuelt. Den foregår størstedelen af tiden til havs. Her forsøger den norske udforsker Thor Heyerdahl at krydse Stillehavet. På en tømmerflåde. Hvilket selvfølgelig ikke er en helt enkel opgave. Den bygger på en sand historie fra 1947, og ud over at have plottet, hvor Thor skal se om det kan lade sig gøre at sejle på en tømmerflåde over Stillehavet, så behandler den også emner som venskab, tillid, overlevelse og kærlighed til andre mennesker versus kærligheden til det vi elsker at lave. Hvad giver livet mening? Du kan nok regne ud, at selvom denne film har et spændende plot og er æstetik, så har den også nogle dybere lag. 

CAROLcarol-film
– kan ses på Viaplay – IMDB 7,2
Denne film har jeg faktisk også været i biografen med Jeanett for at se. Dengang skrev jeg denne anmeldelse, som du også kan læse. Kort er denne film æstetisk. Både visuelt og i den måde, den påtaler 50’ernes normer og konventioner omkring homoseksuelle forhold. Det er ikke en film, der har et decideret plot. I hvert fald ikke et, vi som beskuere bliver en del af. Vi er mere observatører, der får lov til at opleve en smuk tid, der samtidig giver stof til eftertanke. Og så er Cate Blanchet bare skide smuk altså!

FIGHT CLUBfight-clubKan ses på Viaplay – IMDB 8,8
“The first rule about fight club is; you do NOT talk about fight club.” Hvis du ikke har set Fight Club, så er der noget seriøst galt med din filmopdragelse. Jeg mener; bor du under en sten?
Fight Club skiller sig nok lidt ud fra de andre film ved at være noget mere aktiv. I den forstand, at den indeholder meget action. Den er nærmest en kultfilm trods dens ‘unge alder’ (1999). Brad Pitt og Edward Norton gør det sindsygt godt i denne film. På overfladen handler om en mand (Norton), hvis verden er ved at ramle sammen om ham. Indtil han bliver medlem en af ‘Fight Club’ og møder en mand (Pitt), der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor livet skal være så besværligt. Selvom den umiddelbart lyder lidt plat, så er den altså en af de bedre film, der også behandler emner som udvikling af identitet og hvordan vi som mennesker håndterer når tingene måske ikke går, som vi havde planlagt dem. Udover det så har den et uforudset element, og så skal jeg vist heller ikke afsløre mere, hvis du ikke har set den. Men det har du da også ik’?

Når men det var fem GODE film, som du snildt kan bruge nogle timer af din weekend på at se. Jeg har brugt timer af mit liv på at se dem alle (og nogle af dem flere gange), og de er altså din tid værd.

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!