Danske tilfældigheder eller skæbnen

Det var første gang, jeg hørte danske stemmer hernede. En uge var gået i det marrokanske og jeg var endnu ikke stødt ind i andre danskere. Før nu.

Måske var det en tilfældighed. Måske var der skæbnen. Det var uanset hvad, ikke min plan at være i Bahiaa paladset på det tidspunkt. Jeg var gået hjemmefra med en prik på mit googlemaps, men prikken viste sig at være er forkert sted, og jeg endte med at gå tre km ekstra til det rigtige Bahiaa Palads. Det resulterede i, at jeg var her nu. Og at jeg hørte danske stemmer i netop dette øjeblik.

Jeg spidsede ører. I løbet af ugen har jeg ofte troet, at jeg hørte landsfæller kun for at blive snydt af mine ører. Men denne gang er det rigtigt. Den danske kvinde står lige foran mig. Hun snakker til sine børn. Om paladset. At det er en masse rum.

Jeg overvejer er øjeblik at holde mund. Intet på mig afslører, at jeg er dansk.

Men alligevel afbryder jeg hendes sætning, og fortæller, at der skulle være en smuk stor plads længere fremme.

Hun smiler til mig og jeg tror hun bliver ligeså overrasket over, at jeg taler dansk til hende, som jeg gør.

Jeg smiler tilbage. Hun svarer, at vil de da gå videre til så.

Jeg bliver stående med mit kamera. Halvt lammet. Halv stagneret her i rummet for mig selv. Omgivet af de smukkeste mosaikker i de smukkeste mønstrer trækker jeg vejret tungt og tager endnu et billede.

Da jeg når ud til den store plads mister jeg luften. Jeg glipper med øjnene. Den er virkelig smuk og jeg sætter mig ned på en kant fyldt med mosaikker.

Jeg bliver siddende i ti minutter, tyve minutter.  Indtil den danske kvinde og hendes familie kommer gående forbi. Hun smiler igen og siger Hej. Jeg smiler tilbage og vi snakker i noget tid. De fortæller, at de skal til historiefortælling på en hip café i Medianen senere på aftenen. At jeg er velkommen til at slå følge.

Jeg siger tak for tilbuddet og tænker for mig selv, at det ville være en fin aften. Samtidig vil jeg egentlig bare gerne hjem til min riad om aftenen.

Jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen. Eller på tilfældigheder. Eller måske på begge dele. Kan begge dele leve i koherens? Kan de eksistere side om side i et symbiotisk forhold, hvor de begge drager nytte af hinanden? Eller vil det være en dystopisk forestilling? Er dette møde min skæbne eller en tilfældighed på en lang række af tilfældigheder?

Er denne rejse en tilfældighed? Det ved jeg, at det ikke er. Jeg har selv booket den. Men er destinationen en tilfældighed? Hvor meget jeg end selv har valgt mit rejsemål er det måske stadig en tilfældighed? Og hvis det ikke er en tilfældighed, er det så min skæbne?

Jeg går videre i paladset. Suger alle indtryk til mig. Her er stille. Her er smukt. Jeg går ind i en frodig have, hvor der vokser avokadoer og grapefrugter side om side. Jeg kunne blive her for evigt. Jeg kunne i hvert fald blive her i mange timer endnu.

Men tiden er løbet fra mig. Det har den med at gøre disse dage. Det gjorde den ikke de første dage hernede. Der føltes tiden som en forfærdelig størrelse. Nu føles den som om en overkommelig mundfuld. Vagten begynder at gene folk ud og jeg følger med de få, der har holdt stand som jeg selv. På vejen ud tager jeg

Billeder og jeg indånder det sidste af paladset forsvundne storhed.

Måske var det en tilfældighed, at jeg mødte den danske familie. Måske var det skæbnen. Måske var det bare et spøjst sammenstræf 3000 km væk fra Danmark?

Måske bestemmer jeg selv min skæbne og mine tilfældigheder er bare afstikkere fra min planlagte rute? Mit møde med den danske familie er en velkommen afstikker kan jeg mærke. Jeg går ud af paladsets lille trædør der er i den kæmpe port der sidder på de høje murer.

Jeg finder café Clock på mit Googlemap og overvejer et øjeblik at gå hjem i stedet. Den vej kender jeg. Og måske familien ombestemte sig og gik hjem?

Men mine ben fører mig en ukendt vej og da jeg går op på tagterrassen på cafeen sidder familien der allerede.

1 Comment
  1. Din rejse virker ligedele skøn og skræmmende – jeg tror jeg ville blive så rastløs og fuld af tanker, men samtidig tror jeg der er så meget fascinerende og fedt ved at være afsted, og jeg ville opleve så meget. Jeg må sige, det altså er lidt en spændende tanke (:
    Du kommer da helt sikkert så meget rigere derfra, lyder det til <3

    – A

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!